Jeg hedder Katrine og er 33 år.

Jeg har den psykiske sygdom borderline, som gør at det hæmmer mig i at være mig... sådan rigtig MIG...  At dette kan I læse om i min historie 'Grænseland' og 'Borderline'.

For ca. 1 ½ år siden havde jeg ikke kunnet forlade mit hjem i 1 ½ år. Så tog jeg på en privatklinik for afvænning af seroxat (SSRI - antidepressivt medicin) - det er de bedste 60.000 kr. jeg nogensinde har givet ud - og jeg har ikke et sekund fortrudt. Jeg kom ud af den medicin, jeg havde siddet fast i i 8 år, uden nogen virkning + den ekstra og meget store bonus. Jeg mødte Marion - den bedste terapeut jeg nogensinde har haft. Et meget rummeligt og dejligt menneske, som hjalp mig så meget videre - og har haft så meget indflydelse på, hvor jeg er i dag. Hun hjalp og støttede mig i at være mig... at turde at være mig... og ikke er bange for at bruge sig selv, hvilket er vigtigt for en god kontakt. Hvad andet kan jeg sige - at ingen er som hende !!! Skulle I få lyst til et kig: http://www.metatroni.dk/index.htm
Dengang var det var et lille intimt og hyggeligt sted, derfor fik jeg god kontakt med alle... derfor tak til resten af jer også.

Derefter stod jeg uden bolig og flyttede derfor i en midlertid gæstelejlighed - hvor jeg så endte med at være i næsten 1 år  - endnu et meget positivt springbræt, hvor jeg mødte mange søde og dejlige mennesker. Specielt har jeg meget at takke mine 2 skønne kontaktpersoner der for. Det førte mig endnu et skridt videre til mit nye bosted, som lige er blevet etableret - og jeg må vist give mig selv den ros, at jeg under de omstændigheder vist klarer det ret godt... at komme ind samtidig med 7 nye personaler og en bunke vikarer, som ikke kender hinanden - MIDT i en ferieperiode, og hvor alt selvfølgelig var kaotisk i starten, og hvor over ½ delen af personalet er på ferie. Jeg kan nu let se forskellen, som er super enormt positiv, fra det ene bosted til det andet. Ikke stederne som sådan, men hvor langt JEG er kommet på bare det år. Hvad jeg kan nu i forhold til 1 år tilbage. Jeg er allerede meget glad for at bo her - trods det ukendte, usikre... FORANDRING...  Jeg ser jo helt klart også fordele ved, at det er så nyt her - at jeg indtil for 2 dage siden har været den eneste beboer. Så har de jo kun haft mig at hoppe og springe for.. hehe.. for de VIL jo gerne have noget at lave - og det har jeg vist altid givet personalet, hmm... som min tidligere kontaktperson skrev - med et glimt i øjet/kortet - at jeg har givet hende mange udfordringer  men lidt skulle hun jo have at 'sætte på mig' efter at jeg har prøvet at hive alt det sjove om hende frem
Nej, jeg ser det positive ved at være den første her - trods kaos, som det i det hele taget er ved en flytning væk fra 'den sikre base' - da jeg så kan lære personalet så godt at kende og lære mig nogen af de ting, jeg så gerne vil i fællesskabet, FØR der kommer andre... Og jeg må sige, at på meget kort tid, så er jeg kommet til at kende de fleste af dem ret godt her. Og de er super søde og dejlige mennesker, og jeg har fået mit ønske opfyldt mht. kontaktperson. Jaaa, man kan jo ikke BESTEMME, men man kan jo altid ØNSKE - og nu er jeg jo ikke lige den, der holder mig tilbage.. hehe.
Lederen her er super, har et virkelig godt menneskesyn, ser menneskene først frem for diagnoser og sygdomme - præcis som jeg ønsker det, præcis som jeg er.

Jeg har borderline, og det forholder jeg mig til. Men jeg er jo ikke min diagnose - jeg er også bare.......................... Katrine.

Jeg lærte på klinikken at konfrontere, og det har virkelig været en BONUS, jeg har lært at komme ud, gå i gågaden, hvilket jeg ikke har kunnet i 6 år - den største tak til min tålmodige og dejlige kæreste, Ditte, som jeg elsker mere end noget andet... og som har lært mig, hvad det virkelig vil sige at elske, og som jeg vil leve mit liv sammen med!   

Ellers kan jeg sige om mig selv, at jeg samtidig også har mange ressourcer, hvilket jo er en styrke i sig selv. Og det er netop den, jeg kan bruge på min vej mod recovery. For fremad VIL jeg, det kommer jeg også... på en godt nok humplet vej. Men en lille del af Mount Everest bestiger jeg hver dag ved bare at være - og jeg opgiver ikke, før jeg engang (hvornår det så end bliver) når toppen  
Jeg er et legebarn, noget vi aldrig må glemme - at lege!!!
Jeg prøver på at få det bedste ud af alle situationer... øhh næsten... for selvom sygdommen er så invaliderende, som den er, så nægter jeg at lade den vinde.

Jeg er et socialt menneske - lige nu gør jeg det bare, så godt, som jeg kan  Jeg elsker at være sammen med min kæreste, mine veninder, deres børn som er mine guldklumper... og så den sidste nye 'på stammen' - min dejlige niece, Laura. Jeg vil ikke sige, at jeg maler meget, fordi det er så længe siden, men NÅR jeg så går i gang, så gør jeg det virkelig også. Jeg eeelsker at have gang i et eller andet kreativt projekt. Det gør mig glad, jeg føler mig fri på en helt speciel måde. Mine kreativiteter kan I se her på siden. Jeg skriver også. Bla. digte, men også artikler til diverse formål. Altid noget, der er værd at støtte - og så har jeg jo altid noget at sige  - jeg kan jo ikke bare se til og lade verden køre sig selv...

Jeg er et åbent menneske, let at snakke med (tror jeg da ) - det må jeg vist lade andre om at bedømme... og så elsker jeg udfordringer. Jeg finder mig ikke i uretfærdigheder, så HANDLER jeg. Derfor gjorde det det også let for mig at være formand for borderlineforeningen, som jeg brugte meget tid på.

Henriette og jeg startede foreningen i oktober 2005, og man kan vist godt sige, at det er blevet en stor succes. Vi tror på, at vi gør en forskel - det vi startede dengang, hvor vi tilfældigvis mødte hinanden på nettet... ja og vist nærmest ledte efter hinanden...  - det blev starten på et super godt samarbejde og et tæt venskab, og faktisk på meget kort tid. Det er vel ikke helt tilfældigt, at vi er blevet kaldt tvillingerne - bare født med 15 års mellemrum og af 2 forskellige hold forældre   og så måtte Henriette altså bare lære at tackle, at hun havde mødt en, der havde den samme - hvad skal vi kalde den 'unikke' tankegang, og ikke mindst kunne fuldføre hendes sætninger  Vi startede dette for os - VI havde brug for dette, og dengang var vi slet ikke klar over det omfang og den glæde, støtte og meget meget mere, som det har givet os - og så mange andre mennesker. 
Vi har fået mange ting igennem i vores forening, som nu rummer en bestyrelse på 9 medlemmer. Vi har holdt generalforsamling, holder foredrag, administrerer forumet, som ligger på vores hjemmeside www.borderlineforeningen.dk , fået gennemtrumfet højere kontanthjælp til unge borderlinere under 25 år på ligefod med skizofrene - der var lige noget, vi ikke ville finde os i, og i år - 2007 - har vi fået vores første sponsorat fra Socialministeriet på 40.000 kr. (udover det, 10.000 kr. fra Lundbeck, 20.000 kr. hvert år fra EURO STEEL)
Udover det så har vi haft brug for politiet i konkrete enkelte sager, hvor vores brugere var i fare - og de er rykket ud hver gang - og med det mener... i hvert fald håber vi... at vi er med til at få den store % af selvmord ned.

I april 2007 gik vi LINEN UD i Pakhuset i Viborg - for at vise alt det, som vi OGSÅ kan - med kunst, foredrag og totalt hygge, en blanding af alvor og humor... og et super fantastisk Amerikansk lotteri   - se videoen her http://www.youtube.com/watch?v=r7-STmv6hJU
I samme forbindelse var jeg i TV/MIDT-VEST studiet, direkte. Programmet kan ses her (det er i de sidste ca. 10 min. ud af de 20) http://www.tv2regionerne.dk/reg2005/player.aspx?id=361626&r=6 

Jeg er blevet... og bliver stadig... kontaktet af en masse studerende, der skal skrive opgave/bachelor i borderline, selvskadende adfærd o.lign. Pædagoger, sosu-assistenter, sygeplejere, socialrådgivere, journalister mm. - og jeg hjælper altid hellere end gerne, for med min hjælp hjælper de jo også os, ved at de bliver bedre - får viden indefra - så de bedre vil kunne hjælpe os. Så den går begge veje. I forbindelse med min sygdom og også foreningen har jeg været på tv, medvirket i diverse artikler, deltaget i et multimedie om borderline. Noget der er super godt - jeg elsker det (tjah... uanset hvor svært det så end er nogen gange, eller lad mig sige det sådan, at mange gange så ER det sgu en overvindelse, der sparker røv )

Jeg kunne blive ved, men nu vil jeg slutte af med min borderline-snak med at sige, at vi har søsat en båd, som blev en færge - og vi vil aldrig holde op med at samle de borderlinere, der svømmer i vandet op.
- SÅ HOP OM BORD -      

Og I andre - støt en god sag på www.borderlineforeningen.dk

Jeg er ikke formand for Borderlineforeningen længere, og det har givet mig en masse gode ressourcer til mit arbejde med mig selv... som er en kæmpe bedrift, og hvor jeg virkelig er kommet rigtig langt. Der er en masse ting, som jeg så gerne vil, brænder for, og vil kæmpe for. Det var stort for mig... MEGET STORT... da jeg fandt ud af, hvad jeg vil med mit liv - jeg vil skrive og male - og det kan jeg gøre, syg som rask.

Livet er bestemt ikke en dans på roser med denne lidelse, men derfor er det stadig vigtigt at huske på det gode, som OGSÅ er der. At jeg har verdens dejligste kæreste, gode og uundværlige venner, skønne mennesker omkring mig, som holder af mig som JEG er - tak til alle jer - for jeg ved ikke liiige om jeg altid er den letteste at holde af  men jeg ved, at I er der, og at jeg kan regne med jer. Og det er guld værd for mig.

Jeg elsker alt, hvad der er sjovt, at grine, alt det der ikke er normalt - for hvordan lige definere ordet 'normal' ?!?! - jeg ønsker bestemt ikke denne sygdom - hvem pokker ville vælge det - men 'normal' bliver jeg vist aldrig  og hvad så.......................... for mig er det meget bedre at afvige fra normen
- OG IKKE MERE JANTELOV I MIT LIV -

Nu har jeg vist også takket nok - så nu vil jeg takke af for nu