 |
|
|
 |
|
|
|
Det altid at skulle bevæge sig på grænsen – på grænsen til HVAD – svævende imellem virkelighed og fantasi… eller VAR det fantasi??? En hårfin grænse, næsten som silke – så stærk og samtidig så svag.
Ja – jeg lider af borderline – har gjort det altid, det ser jeg nu – med den voksnes øjne… Mit liv er præget af angst, svimmelhed, panik, psykose, selvskadende adfærd, dårligt selvværd, men hvorfor??? Mange af disse svar har jeg fundet som voksen – efter at have fundet den bedste psykolog for 3 ½ år siden – efter en årelang kamp imod systemet for den rette behandling – en kamp der synes både urimelig og næsten uoverskuelig, når man er så syg, at man ikke orker kampen. Men jeg samlede al min energi og mod sammen – nægtede at give op, og sådan ser det ud i dag, en ukuelig evne til bare at fortsætte…
Sådan startede mit liv… Jeg er vokset op i en ganske almindelig kernefamilie med pædagogforældre og 2 brødre, hvoraf jeg er den ældste. Min første lillebror kom til, da jeg var 3 år, og det var noget af en omvæltning – i mit sind. Den lille pige ”valgte” at blive voksen. Valgte sig selv fra, frem for den lille nye, som jo havde ret til behov, og ikke mindst – kærlighed! På trods af jeg-fase alderen så jeg dette lille væsen som havde alle de rettigheder, som jeg ikke havde, eller tillod mig selv. Jeg var den ”nemme” pige, hende der altid var glad, hende der ikke stillede krav, hende der affandt sig med livet 100 % - pigen uden følelser og tanker, retten til behov… Hende der aldrig græd, aldrig var sur – lige på nær når hun fik eksplosivt anfald… når bægeret var fyldt!!! Hertil kommer, at jeg udviklede tics, som jeg havde mange forskellige af igennem hele min barndom og det meste af min ungdom.
Jeg kunne ikke være alene, jeg kunne simpelthen ikke holde ud at være alene – for hvad kunne der ikke ske?! Tanker og følelser kunne poppe op – farlige følelser som det at være ked af det, angst med den knugende fornemmelse i maven, følelsen af at være ”det forkerte barn”. Alt dette kunne jo afværges, når jeg bare var sammen med nogen… NOGEN… uanset hvem.
Desuden gik jeg rundt med skyklapper på – så ikke hvad der skete lige omkring mig. Levede i huset, men var ikke til stede indeni… kunne ikke rumme de ydre omstændigheder – som for mig også var præget af en masse forfærdelig snak, den ene højere end den anden, og at fuldføre en sætning – og blive LYTTET til, var en umulighed – hvilket gjorde at jeg holdt op med at snakke om noget, udover ”smalltalk” – aldrig med følelser indblandet.
Med så indestængte følelser igennem så mange år – ja så måtte det jo eskalere på et tidspunkt – og det skete, da jeg var 12 år, startende med en uforklarlig svimmelhed, som jeg var så forfærdelig FLOV over… intet fysisk lå til grund for den – men fra dags dato nægtede jeg at være med i al form for fysisk aktivitet.
Bomben var sprunget!!!
Et par år efter skulle vi alle skifte skole – og i og med det skift – skiftede jeg… Vendte 180 grader...
Den ”søde pige” blev en rebel af første klasse – med ingen respekt for noget og nogen. Med sjælen i flammer var jeg stadig det ”brændte barn” indeni – udenpå sej og havde styr på det hele. Skiftende veninder, som jeg først ser sammenhængen i i dag… mit skiftende sind – selvom det stadig ikke fik frit løb, og jeg ALDRIG tillod følelser at komme frem – jeg var ”ligeglad” – og det er først den dag i dag, at jeg kan se mit skjold, min maske. Heldigvis var der veninder, der holdt ved, som er blandt mine bedste i dag.
Stadig var der den balancegang – den eksisterede bare ikke hos mig – grænsen blev mere og mere uholdbar. Jeg kunne ikke respektere andres – og da slet ikke min egen. Hvor var MIN stopklods, når mine veninder brugte deres - hvor var MIN grænse. Når jeg gang på gang stjal i butikkerne – blev opdaget – og mine veninder brugte deres fornuft og stoppede – og jeg fortsatte ufortrødent… Jeg HAVDE ingen stopklods…
Jeg forsøgte med alt mulig – fra hash til at sniffe lightergas – ja i det hele taget røg alt mulig underligt. Jeg var vel en ganske almindelig teenager, sådan blev jeg i hvert fald set på – men mit indre var i så meget oprør, at jeg følte det, som skulle jeg eksplodere – men her kommer masken ind igen, altid en facade – altid den der havde styr på livet, vennerne, sit liv. Jeg havde mange venner, men jeg betroede mig aldrig – jeg vidste jo ikke engang selv, hvor kaotisk jeg var – først meget, meget senere.
Sådan forløb mine teenage år – det meste er stadig fortrængt – men jeg kommer tættere og tættere på. Som mit livs puslespil… jeg forsøger at samle stumperne, samle brikkerne – og støbe det til et hele…
Der blev forsøgt med skolepsykolog i mine sidste skoleår – har jeg fået fortalt – husker det ikke. Der var jo det evindelige problem, at jeg NÆGTEDE at være med i al den fysiske aktivitet. Jeg var flov over det, indvendig, udadtil ligeglad. Jeg gjorde fuldstændig, som det passede mig – blev derfor ikke hørt – og måtte tilbringe hver eneste gymnastiktime på skolens kontor. Jeg husker det som meget ydmygende, og er i dag gal over den manglende omsorg, den manglende forståelse for MIG – i det hele taget at dette blev tilladt.
Som 10 årig fik jeg min yngste lillebror – her husker jeg det som lidt mere indlevelsesevne, end ved den første, det skyldes jo nok alderen, men ALDRIG satte jeg mig selv højt, de var altid begge ”over mig” – deres behov, basale behov, kærligheden – de havde retten til den – hvor jeg ikke havde. Jeg reagerede aldrig med vrede på dem, jeg har aldrig slået eller terroriseret dem på nogen måde.
FORTRÆNGNING – FORTRÆNGNING – FORTRÆNGNING
Det har altid fyldt meget – ja, kroppens måde at reagere på, en ubevidst forsvarsmekanisme. Det er mig! Jeg har gjort ting, jeg fortryder inderligt – alt dette blev også fortrængt og er først fremme i lyset nu.
Det har altid været min ”overlevelse” – men det er slut nu – jeg vil ikke mere – jeg vil huske – selv smerten – jeg vil samle det hele – blive et helt MIG…
Det har taget mig lang tid at nå så langt – jeg ved i dag, at de ting er en del af mig, en del jeg aldrig lærer at slippe helt, en del jeg altid vil væmmes over og have den der gnavende samvittighed over. Men jeg arbejder på at lære det – lære at tilgive mig selv… Jeg ved nu, at jeg ikke er et dårligt menneske – at jeg var syg – og derfor handlede som jeg gjorde.
At konstant bevæge sig – vippende – på grænsen er hårdt. Som i mit grænseland, hvor jeg svæver imellem alle mulige – og umulige – humørsvingninger. At være mig – at være en anden… forstået på den måde, at jeg dissocierer så meget, når ting bliver for svært, når det bliver for hårdt, når jeg ikke kan rumme mere – ikke holde ud at være i min egen krop – og sind… Det er også her, jeg bliver nødt til at mærke den fysiske smerte, som jeg påfører mig selv – bare for at mærke mig selv, overføre den psykiske smerte til noget mere håndgribeligt. Har jeg det godt, popper de selvskadende tanker også op – for jeg har jo ikke ret til at have det godt – har jeg??? Det ”stumme sprog”, når man endnu ikke har lært, eller måske aldrig har kunnet ”menneskesproget” Og så igen… straffen af mig selv – for skader, jeg har påført andre mennesker.
Startende i terapi som 19 årig har jeg været igennem hele det forkvaklede system – med mange uduelige terapeuter og såkaldte eksperter, der bare ikke kunne forholde sig til mig – at de ikke kunne putte mig i en eller anden ”kasse” - at jeg var en afviger, som de ikke kunne sætte et stempel på… ja så er det vel lettere at opgive???
Igen - indtil jeg mødte min psykolog – som har været min bedste støtte nogensinde. Jeg har mødt en i systemet, som forstår mig, som formår at rumme mig, som jeg er. Indeni er jeg kommet meget lang – jeg har lært, at følelser ikke er ”farlige” – jeg har lært at være ked af det, være gal. Det er stadig meget svært – men jeg har lært, at disse følelser er OK at have, at rumme dem, men har stadig så mange dårlige perioder, at jeg er nødt til at ”gå ud af mig selv” for at overleve.
Det er først i februar i år, jeg har skabt bekendtskab med den psykotiske verden – i takt med at jeg lærer mig selv bedre at kende. Jeg bliver nødt til at se på det som en proces, som jeg SKAL igennem for at blive mere hel – ellers ville jeg ikke kunne overleve dette levende mareridt, hvor jeg ikke har kunnet forlade mit hjem i 8 måneder. Det BLIVER bedre – det skal det – og selvom håbet og troen, har været mit holdepunkt, svinder meget for tiden – så er det der. For har jeg ikke også ret til et liv???
Min eneste støtte i medicin er beroligende piller i form af benzo, og sådan må det jo så være nu… LIGE NU… Det gør, at jeg hænger nogenlunde sammen. Alt andet medicin er jeg færdig med, helt færdig. Jeg har været hele møllen igennem – men enten med intet resultat, eller også har det gjort mig mere psykotisk og givet mig en umenneskelig række af bivirkninger. Jeg er færdig med at være prøveklud!!!
Så meget i mit liv er ambivalens. Jeg er ikke sådan, som jeg RIGTIG er - det kan jeg ikke være - Jeg er meget social, men min sygdom forhindrer mig i at være det. Elsker at møde nye mennesker, men kan ikke være sammen med dem. Det er en meget stor belastning - konstant at have dette - og er bare en endnu større forvirring i mit kaotiske sind, og meget meget frustrerende.
Jeg er stadig svimmel – KONSTANT – de sidste 6 år – jeg får angstanfald, anfald i form af psykose, hvor jeg dissocierer – der skal ikke meget til at vippe mig ud af kurs – jeg svinger meget – jeg er stadig selvdestruktiv i form af, at jeg skærer/brænder mig selv - mit indre ur er i slået i stykker, og jeg har derfor en ekstrem dårlig døgnrytme. Jeg har dårligt selvværd, som dog er blevet bedre via min terapi – men bliver jeg uretfærdig behandlet, så reagerer jeg og kan snakke for mig selv – så kommer selvtilliden op i mig, som jeg først for nylig er blevet bevidst om, at jeg er i besiddelse af, takket være min nye veninde. Det var en FANTASTISK opdagelse – hvor jeg førhen havde forbundet de ting, selvværd og selvtillid. Jeg HAR selvtillid, og det er en umådelig styrke at have! Den kan bære mig videre, når alt synes allermest håbløst…
Jeg har i mange år været flov over min sygdom, mit på mange måder forkvaklede sind – det er jeg ikke længere. Jeg er blevet meget åben omkring den, og jeg ved, at det er pga. sygdommen, at jeg ofte reagerer, som jeg gør.
Jeg har stadig meget at lære, og jeg er stadig meget syg – men jeg er meget taknemmelig for mit positive sind, mine kreative evner, min evne til at handle (her en stor afviger fra borderline), min jernvilje… og ikke mindst evnen til at ville… LEVE!
Uden dette – og støtten fra min dejlige kæreste og gode veninder - var jeg her ikke den dag i dag!
For nylig fandt jeg ud af, hvad jeg vil med mit liv – jeg vil male og skrive – det giver mig liv.
Sådan ser mit liv som borderliner ud nu – men jeg modtager den allerbedste hjælp – og håber, trods alt, på en lysere fremtid. Det synes jeg, at jeg har fortjent…
I mit grænseland – hvor jeg stadig danser i mørket!
Katrine, oktober 2005
Vinger
Jeg breder mine vinger ud
Klar til at flyve
Og håber bare
at vingerne kan bære
Marts 2005
Hvis det har interesse, kan mine digte læses på:
http://digte.dk/digte/forfatter.asp?Forfatter=13744
_________________
www.123hjemmeside.dk/katrinevissing
 Den største kunst - kunsten at være menneske
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
When it breaks me up inside still I refuse to hide
|
|
|
|
|
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig!
Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE
|